Felix og Nikolai jubler efter sandt drama: Der var lidt nerver på!
Der er intet bedre end at spille en god gang fodbold med sine bedste venner, og det var lige, hvad grev Nikolai og grev Felix gjorde på en solskinsformiddag i Valby denne weekend.
Prins Joachim og grevinde Alexandras toptunede sønner var på banen i en helt afgørende kamp for deres hold fra Bispebjerg Boldklub.
Kampen var forårsturneringens sidste, og med en sejr ville Bispebjerg vinde deres række og dermed sikre sig oprykning til Serie 3.
På den sidste spilledag var der naturligvis sommerfugle i maven og risiko for gummiben, men det lykkedes med en solid præstation at vinde sæsonens finalematch med 5-0.
Nikolai og Felix jublede efter dommerens sidste fløjt
Kampen endte med en smule tumult og drama på banen, hvor Bispebjergs modstandere ikke var helt tilfredse med dommerpræstationen.
Det kostede både gule og røde kort, og atmosfæren var en smule anspændt.
Til gengæld var der fest og farver og herlige jubelscener i Bispebjerg-lejren efter kampen, der altså sikrede Nikolai og Felix og deres holdkammerater en flot førsteplads i deres turnering samt en oprykning til en bedre række efter sommerferien.
– Vi skulle have en sejr i hus for at garantere en oprykning, så det var klart, at der var lidt nerver på. Men vi fik resultatet i hus, så det lykkedes, sagde Nikolai med tilfredshed i stemmen til BILLED-BLADET, og også Felix var i fin form efter den meriterende sejr.
– Jeg er også tilfreds. Jeg er jo ikke den bedste på holdet, men jeg yder mit bedste, lød det fra en ydmyg Felix, der ligesom storebror arbejdede benhårdt for holdet fra start til slut.