
Finalefesten var en succes fra start: Dronning Mary virkede rørt

Dronning Mary og kong Frederik virkede meget veloplagte, da de i Helsinki tog hul på deres returarrangement, som var en perfekt finale på to dages dansk statsbesøg i Finland.
Frederik og Mary tog først imod det finske præsidentpar Alexander Stubb og fru Suzanne.
Dernæst tog kongeparret og præsidentparret imod alle gæsterne.
Og så gjorde Frederik og Mary sammen med præsidentparret en fornem entré til Finlandia Halls store festsal.


Mary og Frederiks fornemme entré
Akkompagneret af skønsang fra Københavns Drengekor gik kongeparret og deres finske æresgæster op ad trappen til de mange gæster, der ventede på dem.
Da de var kommet op til de andre gæster, stoppede kongeparret og præsidentparret op og lyttede til korets underskønne sang - dronning Mary virkede rørt
Endelig holdt en afslappet kong Frederik en velkomsttale, der var et rent pletskud.
Med sikker røst og masser af charme leverede kongen sin tale, og dronning Mary virkede ligesom alle andre godt underholdt.
Mens kongen talte, så dronning Mary ud til at nyde det hele, og hun så meget glad ud, da han rundede talen af med en god gang Frederik-humor.
