1. jun. 2024
Af Josephine Sjelhøj

Flere undrede sig over dronning Margrethes fremtid: Var dette mon tegnet?

Dronning Margrethe. 
Dronning Margrethe.
Foto: Hanne Juul
Ifølge ekspert var der et tegn på, at dronning Margrethe ikke var helt færdig med at arbejde efter tronskiftet.

Da dronning Margrethe overraskede alle med nyheden om sin abdikation nytårsaften, var der flere der spekulerede over, hvad det ville betyde for hendes arbejdsliv.

For betød det mon, at hun ville lægge alt arbejde på hylden og gå på pension?

De seneste måneder har dronning Margrethe vist, at selv om hun ikke længere er regent, så er hun bestemt ikke færdig med at arbejde.

Det forhenværende statsoverhoved har blandt andet designet det nye påfugle-fortæppe i Tivoli i anledning af Pantomimeteatret 150-års fødselsdag. Margrethe står desuden bag scenografi og kostumer til en ny balletopsætning af ”Klods Hans”, som får premiere den 22. juni.

Dronning Margrethe fortsætter samtidig sit arbejde som protektor for en række organisationer og formål. Det bekræftede kongehuset i en pressemeddelelse, de udsendte torsdag.

Her fremgik det, at Margrethe vil beholde 20 af de 81 protektioner, hun tidligere har varetaget. De fortsatte protektioner er inden for kunstens, historiens og arkæologiens verden, som er nogle af dronningens helt store passioner.

Ifølge BILLED-BLADETs kongehusekspert Marianne Singer har der været et helt tydeligt tegn på, at dronning Margrethe ikke ville lægge arbejdet på hylden.

- Det, at hun beholdt et hof efter sin abdikation, pegede i retning af, at hun stadig ville varetage kongelige pligter, siger Marianne Singer.

Det undrer heller ikke eksperten, at dronning Margrethe holder fast i sit arbejde, der i høj grad er inden for kunstens verden.

- Man ved, hvor meget dronningen Margrethe nyder at arbejde. Hun er meget pligtopfyldende, så selv om hun ikke regerer mere, er det ikke en overraskelse, at hun fortsætter i det omfang, hun kan, forklarer Marianne Singer.

Læs mere om: