Før han havde sagt et eneste ord: Kong Frederik sendte mange signaler
Kong Frederiks nytårstale vil helt sikkert gå over i historien. Det var ikke kun første gang, han skulle tale foran danskerne nytårsaften.
Kongen havde også valgt at gøre en del ting anderledes end dronning Margrethe. I stedet for at sidde klar med talen, da livesignalet blev tændt, kunne man se regenten gå ind i rummet.
Og med den beslutning sender kong Frederik en del signaler, fortæller BILLED-BLADETs hofreporter Marianne Singer.
- De første sekunder var meget bemærkelsesværdige. Før han begyndte talen, sendte han en masse signaler. Det rammede hans personlighed flot ind. For det første gik han ind i rummet. Han er den aktive konge. Han trådte ind i den nye rolle på en selvsikker og overskudsagtig måde.
Det kræver noget, og det viser overskud. Jeg fik kuldegysninger, siger hun.
Marianne Singer fornemmede en konge, der var "in control" med det samme. Hun hæftede sig også ved en anden detalje under nytårstalen, der fandt sted i modtageværelset i Frederik 8.s Palæ på Amalienborg.
- Det er helt usædvanligt, at man på den måde bruger rummet i få sekunder. Seerne fik lov til at se rummet. Jeg kan huske, at da vi interviewede ham i netop det rum, fortalte han om sin interesse for moderne kunst. Ved at inddrage rummet viste han også det.
Derudover var familien også i centrum. Det er Franne Voigt, der har taget billederne i baggrunden.
Vi ved, at det er et af hans absolut favoritrum. Under pandemien så vi ham flere gange sidde i rummet, hvor han holdt møder. Det er også der, han lavede 50 års-interviewet med Billed-Bladet. Det er et rum, der betyder noget for ham, slutter Marianne Singer.