For første gang har Kate fødselsdag som prinsesse
Der bliver nok sunget for prinsesse Kate hjemme i Adelaide Cottage mandag morgen.
Prinsessen fylder 41 år den 9. januar, og det bliver naturligvis fejret af familien, som består af manden prins William og deres tre børn, prins George, 9, prinsesse Charlotte, 7, og prins Louis på fire år.
Denne fødselsdag er særlig for Kate, da det er hendes første som prinsesse.
Ved brylluppet med prins William den 29. april 2011 fik Kate titlen ”Hertuginde af Cambridge”. Denne titel havde hun indtil sidste år i september, hvor dronning Elizabeth døde.
Efter dronning Elizabeths død erklærede den nye konge, Charles, sin ældste søn, William, for prins af Wales, og Kate blev derfor prinsesse af Wales.
Uenigheder i familien
Selvom dagen står på fødselsdagsfejring, står både prinsesse Kate og prins William midt i en stridighed med Williams lillebror, prins Harry.
Konflikten har varet i flere år, men i disse dage er stemningen måske ekstra trykket, efter prins Harry har lavet flere opsigtsvækkende interviews, før hans selvbiografi, ”Spare”, udkommer den 10. januar.
Flytning og skoleskift
Prinsesse Kate og prins William nåede næsten af bo på Kensingston Palace i London i 10 år, før de i efteråret flyttede hele familien til Windsor.
Deres nye hjem, Adelaide Cottage, ligger et stenkast fra selve Windsor Castle, hvor prins Williams nu afdøde farmor, dronning Elizabeth, gerne opholdt sig.
Parrets to ældste børn, prins George og prinsesse Charlotte, skiftede skole ved flytningen, og alle tre børn går nu på Lambrook School i Berkshire, der ligger ca. 15 minutters kørsel fra hjemmet.