Første gang i Danmark: Det skal afrikansk konge lave efter audiens hos kong Frederik
På mandag skal kong Letsie III af Lesotho i audiens hos kong Frederik på Christiansborg Slot.
Men allerede dagen forinden, søndag aften, ankommer den afrikanske konge til Danmark, hvor der venter ham et travlt program, inden han mandag aften rejser videre til Norge.
Derefter går turen videre til først Finland og så Sverige.
Vigtig mission
Ifølge Danmarks ambassadør i Sydafrika, Elsebeth Søndergaard Krone, er det store tema for kongens besøg i de nordiske lande "Grøn energi".
Lesotho er nemlig lige nu afhængig af at importere strøm fra sine nabolande, deriblandt Sydafrika, og vil i fremtiden gerne producere egen grøn strøm, blandt andet ved brug af vindmøller.
Derfor er hans mission at finde kommende investorer, der kan være med til at udvikle grøn energi i Lesotho.
Senest besøgte den afrikanske konge også England, hvor han var i audiens hos kong Charles.
I Danmark, som kong Letsie besøger for første gang, er det planen, at han mandag besøger IFU – Investeringsfonden for Udviklingslande og CIF - Copenhagen Infrastructure Partners samt deltager i et møde med Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.