Første gang på job efter tronskifte: Dronning Margrethe var helt i blåt og med ganske særlige smykker
Dronning Margrethe var med til tronskiftefejringen, hvor hun deltog i fejring på Christiansborg samt til festgudstjeneste i Aarhus, og siden har der ikke stået jobmæssige planer i hendes kalender.
Nu er hun tilbage på job.
Det skete i dag, tirsdag, da hun deltog i indvielsen af den nye Prins Henriks Skole på Frederiksberg – en dansk privatskole, hvor undervisningen foregår på fransk.
Moderigtige Margrethe
Her var hun i et mønster, der aldrig går af mode: tern.
De blå af slagsen, der gik igen på nederdel, jakke samt hat.
Dertil havde hun en matchende blå rullekrave på.
Sættet har hun båret før, blandt andet, da hun fejrede sin 82-års fødselsdag på Marselisborg Slot.
Særlige smykker
Man må formode, at opgaven har været af en særlig personlig karakter for dronning Margrethe, da hun indviede skolen i sin elskede afdøde mands navn.
Det var nok derfor, hun på denne dag valgte at bære helt særlige smykker.
Sølvøreringene, hun bar, var nemlig prins Henriks monogram: Et H med en krone over.
På reversen bar hun sin hanebroche.
Brochen med brillanter rubiner, smaragder og safirer er en gave fra det værft i Genova, som byggede DFDS-færgen M/S Prinsesse Margrethe, der sejlede mellem Oslo og København i mange år.
Den daværende tronfølger fik smykket ved navngivningen i 1968.