For første gang til Royal Run: Kendt ansigt tager imod royal løber
2. pinsedag bliver der folkefest i Viborg, når Royal Run for første gang lægger vejen forbi.
Her vil tusindvis af løbeglade danskere nemlig begive sig ud på en af de løberuter, der bliver lagt rundt i Viborgs gader.
Og så kommer løbebyen naturligvis også til at få kongeligt besøg! Det er dog endnu ikke meldt ud, hvilken royal løber der lægger vejen forbi Viborg.
I 2024 besøgte kong Frederik både Fredericia, Aarhus og København, mens dronning Mary løb i Kalundborg, og kronprins Christian tog turen i Brønderslev.
Men ligegyldigt hvilket medlem af kongefamilien der gæster Viborg i forbindelse med Royal Run 2025, så bliver det et kendt ansigt, der tager imod – nemlig borgmester Ulrik Wilbek.
Og han ser meget frem til royalt besøg og løbefest i Viborg:
- Royal Run er en kæmpe national begivenhed, og derfor er det også en mulighed for at vise hele landet, hvor fantastisk Viborg er, så de også får lyst til at besøge byen, når der ikke er Royal Run, siger borgmester Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.
I denne uge bliver næste års løbebyer annonceret. Ud over Viborg er det indtil videre meldt ud, at også Ribe får besøg af Royal Run i 2025.