Første ord fra prins Gustav og prinsesse Carina efter fest for deres førstefødte: Så lykkelige er de
- Vi er lykkelige og taknemmelige over fødslen af vores søn Gustav Albrecht. Det var vidunderligt nu at kunne døbe ham i kredsen af familie og venner i slotskapellet, fortæller prins Gustav og prinsesse Carina til BILLED-BLADET gennem deres talsperson efter den veloverståede dåb på Berleburg Slot i weekenden.
Har kæmpet hårdt
At se prins Gustav og prinsesse Carina sidde glade med deres søn, hvis fulde titel og navn er Hans Højhed Prins Gustav Albrecht zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, ved dåbsfejringen må have varmet gæsternes hjerter.
Prinseparret har nemlig måttet kæmpe hårdt for den lykke, de nu endelig kan nyde sammen, efter at et gammelt testamente af prins Gustavs farfar, prins Gustav Albrecht, i mange år hindrede dem i at gifte sig. De blev også involveret i en arvestrid, der omhandlede Berleburg gods.
Lyse tider
Den svære tid er nu heldigvis afløst af langt mere lyse tider.
I juni sidste år kunne de endelig gifte sig, og lørdag den 26. august handlede det om noget så livsbekræftende som en barnedåb.
Dejlig frokost
Prinseparret havde på den særlige dag, som de ønskede at fejre privat, samlet deres nærmeste familie og venner omkring sig på Berleburg Slot, hvor de også bor til daglig.
Den kirkelige ceremoni fandt sted i slotskapellet, hvor prinseparret sagde ja til hinanden sidste år, og hvor prins Gustav i 1969 blev døbt.
Efter dåben kunne alle hygge sig med en dejlig frokost, hvor den lille prins kunne beundres og helt sikkert også modtog mange fine gaver.
Bad Berleburg ligger i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen omkring to timers kørsel fra storbyen Frankfurt.
Nyd hele den store reportage med de mange flotte billeder fra prinsedåben på Berleburg Slot i det nye nummer af BILLED-BLADET.