Frederik og Mary ser Danmarks EM-brag mod Wales hjemme i privaten
Kronprins Frederik har været i Parken til alle tre af Danmarks indledende gruppekampe ved EM-slutrunden.
Til kampene mod Finland og Belgien var kronprinsesse Mary med i Parken.
Frederik og familien i Parken
Og til kampen mod Belgien var også prins Christian, prins Felix og prins Nikolai med i Parken for at heppe på træner Kasper Hjulmands tropper, og Christian var igen i Parken med sin far til Rusland-kampen.
Når Danmark lørdag spiller ottendedelsfinale mod Wales i Amsterdam i Holland, er der dog ingen danske kongelige på stadion.
Ser kampen helt privat
Kongehusets kommunikationsafdeling bekræfter, at de kongelige ikke skal til Holland for at se fodbold.
I stedet må det antages, at Frederik og Mary og børnene følger den spændende EM-gyser hjemme fra privaten.
Solid støtte til Danmark
Der meldes om godt og vel 4000 danske fans på stadion i Amsterdam, så der vil helt sikkert være masser af støtte til Danmarks EM-helte alligevel, når det går løs lørdag aften mod de evigt fightende walisere.