14. feb. 2024
Af Christinna Braun

Frederik og Mary virker forandrede: Vil vise deres værd som kongepar

Kong Frederik og dronning Mary.
Kong Frederik og dronning Mary.
Foto: Hanne Juul
Det er nu en måned siden, at kong Frederik og dronning Mary blev Danmarks kongepar.

Den 14. januar 2024 var en dag, som vil gå i historiebøgerne.

På denne dag trådte dronning Margrethe tilbage som Danmarks regent, og hendes ældste søn, Frederik, blev landets nye konge.

Det er nu præcis en måned siden, og BILLED-BLADETs hofreporter og kongehusekspert Ulrik Ulriksen synes, at kongeparret har klaret den første tid godt.

- Både kong Frederik og dronning Mary har klaret tronskiftet og tiden efter til et rent 12-tal. Simpelthen virkelig godt i min optik, lyder det fra hofreporteren.

Et par uger efter tronskiftet tog kong Frederik på sit første erhvervsfremstød, denne gang i Polen, hvor BILLED-BLADET selvfølgelig var med på sidelinjen.

- Det var en fornøjelse at følge med i kongens erhvervsfremstød i Polen, hvor han på den gode måde så ud til at nyde at være manden i hovedrollen. Han har vel aldrig været i så god balance, som han er lige nu, fortæller Ulrik Ulriksen.

- Helt ærligt så synes jeg faktisk, at både han og dronning Mary virker forandrede. Det er som om, at de begge to lige nu er oppe i et højere gear end nogensinde. Nu er scenen jo også for alvor deres, og så er det naturligt, at man ”stepper” op, hvis man kan. Og det tror jeg kongeparret kan og vil, lyder det fra BILLED-BLADETs hofreporter.

Ulrik Ulriksen var én af de mange, mange tusinde mennesker, der stod ved Christiansborg Slot den 14. januar, hvor tronskiftet fandt sted.

- Jeg har jo fulgt Frederik og Mary i mange år, og for mig var det ret vildt at se dem stå på balkonen på Christiansborg Slot den 14. januar. Allerede dér følte jeg, at der var sket noget.

- Der er noget ved deres mimik og deres gestik og deres ranke måde at stå foran os på, der gør, at jeg er ret overbevist om, at selvom de selvfølgelig grundlæggende er de samme mennesker, så har de fået et boost, der har flyttet dem som individer og som par. De virker glade for at have fået muligheden for at vise deres værd som kongepar, afslutter BILLED-BLADETs hofreporter og kongehusekspert Ulrik Ulriksen.

Læs mere om: