Frederik vild med spøjse former for skiløb
For kronprins Frederik er det meget vigtigt at holde formen og det gode humør ved lige, og det er noget, han er med til at sætte fokus på med projektet ”Sammen i bevægelse”, som i år skal motivere danskerne ekstra meget til at bevæge sig og leve sundt.
Kronprins Frederik elsker motion
Kronprins Frederik elsker mange forskellige motionsformer.
Han løber, cykler, og han er også glad for at løbe på ski.
Naturligvis er det svært med skiløb i Danmark, hvor man sjældent kan nyde at suse af sted på det hvide, glatte underlag.
Manglende sne
Manglende sne har dog ikke altid været en forhindring, når kreative Frederik har fået lyst til en tur på ski herhjemme i Danmark.
For nogle år siden trænede kronprins Frederik hjemme i Danmark på en helt speciel og i nogles øjne måske lidt spøjs måde op til det hårde langrendsskiløb Vasaloppet i Sverige.
Kronprins Frederik og hans træningskammerater forberedte sig ved hjælp af lange ture på rulleski, så man kunne faktisk se kronprinsen på rulleski give den gas på vejstrækninger i det nordlige Sjælland.
Fuld fart i Fredensborg
En anden vinter for år tilbage spændte Frederik såmænd også rulleskiene på og gav den gas i Fredensborg Slotspark.
Det var i juledagene 2014, da der var stor kongelig familiekomsammen på Fredensborg Slot.
Frederik nød en solotur i parken, og han var god både på de lige strækninger samt på stigninger og nedkørsler.
Fed ski-maskine
Kronprins Frederik har også brugt en såkaldt skitrainer eller Thorax Trainer-maskine til at få noget sved på panden på en alternativ måde.
Han prøvede den særlige skitræningsmaskine under et dansk erhvervsfremstød i Kina i 2017, og han løb endda om kap med badmintonhelten Viktor Axelsen.
Se i videoen herunder, om kronprinsen kunne besejre badmintonkongen i en alternativ skiduel i 30 graders varme:
Vild med Vasaloppet
Kronprins Frederik er dog allergladest for langrendsskiture, når det er på ægte sne som her til Vasaloppet i Sverige.
Frederik har gennemført det 90 kilometer lange skiløb i Sverige flere gange.