30. jan. 2024
Af Christinna Braun

Frederiks første udlandsrejse som konge: Det skal han i Polen

Kong Frederik.
Kong Frederik.
Foto: Hanne Juul
Kong Frederik tager nu på sit første udlandsbesøg som Danmarks regent.

Det er kun små to uger siden, at Danmark fik et kongepar. I søndags tog dronning Mary til Tyskland for at støtte de danske håndboldherrer, og nu er det altså kongens tur til sin første udlandsrejse som regent.

Turen går til Polen – men hvad er det egentlig, kong Frederik skal der?

Rejsen til Polen er et erhvervsfremstød, hvor 38 danske virksomheder deltager. Kong Frederik begynder besøget i hovedstaden Warszawa, og efterfølgende tager han til havnebyen Szczecin, hvor han bl.a. vil besøge NATO’s regionale hovedkvarter og repræsentanter fra det danske og polske erhvervsliv i byen, oplyser kongehuset.

Undervejs på turen vil kong Frederik være ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, klima- energi og forsyningsminister Lars Aagaard og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen.

Herunder kan hele programmet for besøget i Polen ses.

Program

Onsdag den 31. januar

Officiel åbning af erhvervskonference
Kl. 10.45
På det nybyggede historiske museum i Warszawa deltager Kongen i den officielle åbning af det danske erhvervsfremstød i Polen. Majestæten vil under den officielle åbning være ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, klima- energi og forsyningsminister Lars Aagaard og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen.

Velkomstceremoni ved Præsidentpaladset
Kl. 11.30
Polens Præsident H.E. Andrzej Duda byder Kongen velkommen til Polen ved Præsidentpaladset, hvor der vil være æresgarde og blive afspillet nationalsange.

Efterfølgende deltager Kongen i en samtale med Præsidenten, hvor også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen vil være til stede.

Officiel frokost på Præsidentpaladset
Kl. 12.25
Præsidenten er vært ved en officiel frokost for Kongen.

Kranselægning ved Den ukendte soldats grav
Kl. 13.50
Kongen deltager i kranselægning ved Den ukendte soldats grav, der er et mindesmærke for soldater, som har mistet livet for Polen.

Høflighedsbesøg i Sejmen og Senatet
Kl. 14.25
Marskallen af det polske underhus Sejm, Szymon Hołownia, modtager Kongen til et høflighedsmøde. Efterfølgende vil Marskallen af Senatet, Małgorzata Kidawa-Błońska, modtage Hans Majestæt i et høflighedsmøde.

Rundbordssamtale om energieffektivisering og biogas

Kl. 15.15
Kongen overværer rundbordssamtaler og MoU-underskrivelse om først energieffektivitet og senere biogas.

H.M. Kongen deltager i Grand Dinner
Kl. 19.00
De diplomatiske relationer mellem Danmark og Polen markeres ved en Grand Dinner i Kubicki-arkaden ved Kongeslottet i Warszawa, hvor Kongen og H.E. Polens Præsident er aftenens æresgæster. Ved middagen deltager repræsentanter fra de deltagende danske virksomheder ligesom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, klima- energi og forsyningsminister Lars Aagaard og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen også deltager. Til Grand Dinner får de deltagende danske virksomheder mulighed for at invitere udvalgte forretningsforbindelser til middagen.

Torsdag den 1. februar

Besøg på metrostation og underskrift af hensigtserklæring
Kl. 9.00
Dagens første besøg sætter fokus på energioptimering, når Kongen sammen med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard lægger vejen forbi metrostationen Stadion Narodowy. Her præsenteres teknologien og ideen bag et projekt, der potentielt kan opsamle og genbruge metroens overskudsvarme ved at sende den ind i byens fjernvarmesystem.

Under besøget vil der også blive underskrevet en hensigtserklæring mellem Warszawas Metro, en række danske virksomheder og Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

Høflighedsvisit hos Warszawas viceborgmester
Kl. 9.45
Kongen aflægger sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard et høflighedsvisit hos viceborgmester i Warszawa Michal Olszewski.

Rundbordsdrøftelse ved City Debate
Kl. 9.55
Kongen overværer en rundbordsdrøftelse i selskab med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard og viceborgmester i Warszawa Michal Olszewski.

Under debatten drøfter danske og polske eksperter blandt andet, hvordan samarbejdet mellem offentlige og private aktører kan bidrage til at løse udfordringer med at reducere CO2 i verdens storbyer. Under besøget overværer Kongen underskrivelsen af en hensigtserklæring om CO2-neutral byudvikling med regionen Nedre Silesien.

Paneldebat: Klimavenligt landbrug og biogas
Kl. 11.00
Kongen besøger sammen med minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen Warsaw Agricultural University. Universitet er vært ved en konference, der blandt andet fokuserer på muligheder for en mere effektiv og klimavenlig tilgang til landbrug, husdyrproduktivitet og biogasproduktion. Under besøget vil der blive underskrevet en hensigtserklæring mellem Warsaw University of Life Sciences og den danske virksomhed GreenFarm.

Market Space: Klimavenligt landbrug og biogas
Kl. 11.45
Besøget på Warsaw Agricultural University fortsætter med en rundtur på universitetet. Her vil Kongen sammen med minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen blandt andet blive introduceret til danske virksomheder inden for biogas og landbrug, der deltager i konferencen.

Market Space: Energieffektivitet
Kl. 13.15
Dagens sidste besøg i Warszawa sætter fokus på energieffektivitet. Kongen bliver sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen introduceret til de danske virksomheder, der har specialiseret sig i energioptimering. Besøget afsluttes med en fælles Decarbonisation Declaration Ceremony.

Ankomst til Szczecin-Goleniów Lufthavn
Kl. 16.30
Kongen ankommer til Szczecin-Goleniów Lufthavn og bliver modtaget regeringens repræsentant (Wojewoda) i Vestpommern, Szczecin-korpsets militærprotokol og den danske generalkonsul i Szczecin.

Grand Business Reception
Kl. 20.00
Besøget i havnebyen Szczecin indledes ved en officiel reception i Szczecin Philharmonic Hall, hvor Kongen holder velkomsttale. Hans Majestæt deltager blandt andre sammen med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Fredag den 2. februar

Åbning af Vestas’ produktionsfacilitet
Kl. 9.30
Grundstenen til en ny Vestas offshore-fabrik vil blive lagt med deltagelse af Kongen og blandt andre klima- energi og forsyningsminister Lars Aagaard. Den nye fabrik, der skal producere vinger til havvindmøller, forventes at stå klar i 2026 og på sigt skabe mere end 1.000 arbejdspladser i området.

Konference om vindenergi
Kl. 11.00
Kongen deltager i åbningen af konferencen ”Wind, Waves and Wires”. Konferencens formål er at skabe muligheder for at danske virksomheder kan byde ind med deres teknologiske løsninger inde for vindenergi. Under overværelse af Kongen vil der blive underskrevet en MoU mellem havnene i Szczecin og Esbjerg.

Høflighedsbesøg
Kl. 11.45
Kongen deltager i høflighedsbesøg med borgmesteren i Szczecin, Piotr Tomasz Krzystek, samt Marskallen af Vestpommeren, Olgierd Geblewicz, og guvernøren af Vestpommeren, Adam Stanisław Rudawski.

Besøg hos NATO’s korpshovedkvarter
Kl. 12.30
Kongen besøger NATO’s regionale korpshovedkvarter i Szczecin. Under besøget vil Kongen få en briefing om hovedkvarterets aktuelle opgaver ligesom Hans Majestæt vil træffe en række af hovedkvarterets danske ansatte og deres familier.

Hovedkvarteret er en del af NATO’s styrkestruktur og spiller en afgørende rolle for forsvaret i regionen.

Læs mere om: