30. maj. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Fylder godt 100 ringbind: Hvad skal der ske med kæmpe royal samling?

Dronning Margrethe og kong Frederik.
Dronning Margrethe og kong Frederik.
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Jeg har samlet på billeder og udklip af kongelige familier fra forskellige kongehuse i ca. 70 år. De er samlet i ringbind med plastlommer og sorteret med navn og oplysninger om, hvilke kongehuse de hver især indeholder. Der er godt 100 ringbind. Nu fylder jeg 80 år og er begyndt at spekulere på, hvad mine børn vil gøre med alt det. Jeg håber, du kan oplyse mig om, hvor jeg måske kan aflevere materialet – måske til Kongehuset, Det Kgl. Bibliotek eller andre steder? Det vil ærgre mig, hvis det ender på lossepladsen.
På forhånd tak
B. Frederiksen

Kære B. Frederiksen
Efter min mening må det vigtigste være, at du får en snak med dine børn om dette for dig vigtige samleprojekt. Uanset om de er interesserede i kongehuse og monarkier eller ej, vil det sikkert betyde noget for dem, at du har lagt så mange timer og så meget sjæl i projektet. Hvis dine børn ikke vil have ringbindene, synes jeg, du skal prøve at spørge dit lokale arkiv eller bibliotek. Jeg kan dog ikke love, at de vil have interesse i materialet. Jeg tvivler på, at Kongehuset og Det Kgl. Bibliotek ønsker at modtage din samling, for selv om den er stor og imponerende, består den, som jeg forstår det, primært af masseproducerede materialer, som allerede har været offentliggjort. Hvis din samling derimod indeholder originale fotografier af de kongelige, som du selv har taget i tidens løb, vil det formentlig være en sag, som kunne være interessant for Arkiv.dk, som drives af Arkibas ApS, der ejes af de danske arkiver i fællesskab igennem Sammenslutningen af Lokalarkiver. Arkiv.dk indeholder fotos og andet arkivmateriale fra mere end 580 danske lokal- og stadsarkiver samt et mindre antal specialsamlinger. Her vil fremgangsmåden dog atter være, at du kontakter dit lokale arkiv og hører, hvad de tænker. Held og lykke med at få overdraget den royale samling.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: