
Gardehusarregimentet afslører: Kongeparret fik særlig velkomst på kasernen

Lørdag tog kongeparret og deres tre yngste børn på en helt særlig udflugt til Sydvestsjælland.
Der var nemlig besøgsdag på Antvorskov Kaserne ved Slagelse, hvor kronprins Christian for tiden aftjener sin værnepligt.

Her fik kongefamilien – sammen med alle de andre pårørende til de værnepligtige på kasernen – mulighed for at få indblik i, hvad de unge har lært på deres første måned i trøjen.
På Facebook afslører Gardehusarregimentet, at kong Frederik og dronning Mary fik en helt særlig velkomst, da de ankom til kasernen.
Her har de delt et foto af en storsmilende kong Frederik, der står foran en uniformsklædt husar til hest.
– Kongeparret havde ligesom alle andre forældre taget turen til Slagelse for at hilse på deres søn i uniform og fik naturligvis en officiel modtagelse af husarer til hest, inden Deres Majestæter overgik til at være stolte forældre på besøg, lyder den tilhørende tekst til billederne fra dagen.

Ligeledes fortæller Gardehusarregimentet mere om de aktiviteter, som de besøgende familier kunne opleve på besøgsdagen:
– I løbet af en forældredag oplever de pårørende en kompagniappel, udrustningskontrol på stuerne, cheftime, et dynamic display, hvor de værnepligtige demonstrerer følinger på forskellige afstande, samt boder, hvor de kan komme tættere på det udleverede udrustning, våben og køretøjer.
Du kan se billederne på Gardehusarregimentets Facebook-side.