
Gennemsigtigt look sprang i øjnene: Prinsesse Alexandra og bruden fik mange til at blinke en ekstra gang

Naturligvis var de store stjerner til Nikolaos de Grece og Chrysi Vardinogiannis bryllup i Sankt Nicholas Ragavas kirken i Athen brudeparret selv.
Chrysi så fantastisk ud i en Christos Costarellos-brudekjole med et væld af spændende detaljer.

Costarellos særlige kendetegn er de lette og luftige kjoler med transparent, eller gennemsigtigt, look, og brudekjolen var et eksempel på netop dette.

Alexandra og Chrysi fik stor opmærksomhed
Også en dansk prinsesse var i kjole skabt af Costarellos, og prinsesse Alexandra af Berleburg gjorde bestemt en god figur i en creation, der virkelig viste, hvor elegant det transparente look kombineret med det perfekte snit kan være.

Prinsesse Alexandra fik ligesom bruden Chrysi mange ved kirken til at blinke en ekstra gang med øjnene, for de to Costarellos-kjoler var begge helt i top...fra alle vinkler.


