Glad Margrethe smilede til sin favorit til fornem medaljefest
Dronning Margrethe er meget begejstret for manden bag Zirkus Nemo, skuespiller og zirkusdirektør Søren Østergaard, som hun her til aften på Københavns Rådhus kunne se i en hovedrolle, da han modtog Håndværkerforeningen Københavns fornemme ærespris.
Dronning Margrethe er vild med Søren Østergaard
Dronningen har ved flere lejligheder nydt at se Østergaard optræde på slap og meget gakket line med sine sjove figurer fra Zirkus Nemo.
Østergaard i fornem selskab
Med æresprisen kommer Søren Østergaard i selskab med blandt andre skuespiller Ghita Nørby, forfatter Jussi Adler Olsen og instruktør Bille August.
Æresprisen blev overrakt ved Håndværkerforeningens traditionsrige medaljeuddeling, og det var altså under overværelse af dronningen.
Håndværkerforeningen København har hvert år siden 1973 hædret en markant dansker med foreningens ærespris.
Med prisen ønsker Håndværkerforeningen at hylde en markant dansk personlighed, hvis virke i ganske særlig grad har sat sig spor inden for dansk kultur, industri, videnskab eller politik.
Hædret med årets dygtigste håndværkere
Søren Østergaard blev hædret som Æreshåndværker i forbindelse med Håndværkerforeningen Københavns årlige medaljeuddeling, hvor årets dygtigste nyuddannede håndværkere bliver fejret.
I alt 80 unge håndværkere fik overrakt en sølv- eller bronzemedalje for deres svendeprøve, og samtidig blev der uddelt legater for 1,2 million kroner.
Søren Østergaard modtog et Æresmesterbrev og en sølvmedalje magen til den, de unge nyuddannede håndværkere får overrakt.
Sølvmedaljen er den højeste udmærkelse, man kan få tildelt.