Godt og skidt nyt fra Egeskov Slot: Alexandra og Michael krydser fingre
For greve Michael og prinsesse Alexandra har der den seneste tid på Egeskov Slot været meget at glæde sig over.
Den fornemme lysfestival LUMINIS har været en succes, selv om vejret bød på mange udfordringer.
Michael og Alexandra kan glæde sig over lysfestival
– Lysfestivallen LUMINIS på Egeskov i vinterferien gik overordnet meget godt og det var en flot event. Vejret var dog lidt en udfordring for teknikken samt for Det Kongelige Balletskole Odense, som hver aften deltog med ca. 30 dansere, fortæller Egeskov Slots marketingchef Lene Pedersen, der også fortæller, at den første del af perioden var det iskoldt og blæsende, hvorefter det blev drivvådt og endnu mere blæsende.
Man havde dog godt med gæster, som var i friskt humør og klædt passende på til det barske vintervejr.
Fredag var man desværre nødsaget til at aflyse på grund af den varslede orkan.
Voldgravens vand i borgkælderen
Sydfyn har desuden været hårdt ramt af vand i hele februar, og der er kommet dobbelt så meget nedbør som normalt.
– Grevens marker står under vand og hvis ikke snart regnen stopper, så får han også voldgravens vand i borgkælderen. Men der er heldigvis en tøvejrsperiode på vej, så vi krydser fingre, lyder det fra marketingchef Lene Pedersen til BILLED-BLADET.