Gør ikke som dronning Margrethe og prins Henrik: Frederik og Mary går i en anden retning med sommertogtet
Sommerferien er slut, og det gælder også for kong Frederik og dronning Mary, der i denne uge har taget hul på sommertogtet rundt i Danmark.
Det hele begynder på Bornholm, og mandag formiddag blev kongeparret taget imod på havnen i Rønne af massevis af royale fans.
For nogle uger siden var kong Frederik og dronning Mary i Grønland med Dannebrog, men sommertogtet er det første af slagsen herhjemme, siden Danmark i januar fik et nyt regentpar.
Traditionen med sommertogterne har eksisteret siden Christian 9.’s tid, og nu er det så kong Frederik og dronning Marys tur.
Programmet for sommertogtet viser dog, at de gør det på en anderledes måde, end dronning Margrethe og prins Henrik i sin tid gjorde.
- Det her er et helt nyt sommertogt på den måde, at det er et kongepar, vi har med at gøre. Nu har jeg dækket mange sommer-togter tidligere med dronning Margrethe og dengang prins Henrik levede. Det var ofte sådan, at regentparret delte sig op, så prins Henrik så noget, og dronning Margrethe så noget andet, og så mødtes de senere på dagen og blev genforenet. På den her tur til Bornholm, som er kongeparrets første sommertogt som regenter for danmark, er det helt anderledes. De er sammen under hele programmet, fortæller cheffotograf Jesper Sunesen og fortsætter:
- Jeg synes, det er et supergodt signal at sende. Det er en ny æra, der starter. Som jeg har læst mig frem til, er det første gang, at der er et kongepar på Bornholm i 54 år. Så det er noget helt særligt, det vi skal opleve, ud over at det er det nye kongepars første tur på sommertogt som konge og dronning. Det er historisk, lyder det videre fra Jesper Sunesen.
Turen til Grønland tidligere på sommeren udmærkede sig også ved, at kong Frederik og dronning Mary gennemførte langt størstedelen af de mange programpunkter sammen.
Under besøget på Bornholm skal kong Frederik og dronning Mary blandt andet besøge Rønne Theater, Bornholms Center for Kunsthåndværk, Grønbechs Gård, og Østerlars Kirke.
Sommertogtet fortsætter de kommende dage. Tirsdag skal kongeparret til Ærø, onsdag skal de til Assens, og torsdag skal de til Vejle. Kongehusets officielle kalender afslører, at kongeparret også de kommende dage vil gennemføre de forskellige programpunkter side om side.