Grev Felix ændrer retning: Det skal han nu
Da grev Felix tog hul på sin videregående uddannelse den 1. september 2022, var det med stor begejstring.
- Jeg skal starte på International Shipping and Trade på CBS. Efter min trainee stilling hos Maersk har jeg fået en bredere forståelse for industrien og ser frem til at studere den, fortalte den daværende prins til BILLED-BLADET.
Men som mange andre unge studerende har grev Felix opdaget, at hans interesse ligger et andet sted, end han først troede. Prins Joachim og grevinde Alexandras søn har derfor valgt at ændre studieretning.
Det skriver SE og HØR.
- Han har skiftet sin shippinglinje ud med Business Administration and Service Management, fortæller grevinde Alexandras presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, til mediet.
Grev Felix skal således fortsætte sine studier på Copenhagen Business School, men det bliver med et andet fokus.
21-årige Felix er ikke den eneste i familien, der læser på CBS.
Grev Nikolai læser Sales Management, mens Nikolais kæreste, Benedikte Thoustrup, studerer Economics and Business Administration – Brand and Communications Management. Parret er lige nu I Australien, hvor de tager et semester på University of Technology i Sydney.