Greve Ingolf og grevinde Sussie kom med kæmpe pengegave: Overøst med kram
Det var en stor glæde for greve Ingolf og grevinde Sussie af Rosenborg, da de tirsdag eftermiddag kunne overrække Julemærkehjemmene årets donation fra foreningen Julemærkemarchen.
Hele 1.475.000 kroner, der er den hidtil største donation gav greveparret sammen med Julemærkemarchens bestyrelse videre til børnene på Julemærkehjemmene.
Begejstringen over greveparrets besøg ved arrangementet på Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde var stor.
Således blev greveparret overøst med varme og spontane kram fra mange af de børn, der var tilstede.
Du kan se de søde billeder af greveparret, der fik varme kram øverst i artiklen
Trofaste protektorer
Pengene blev indsamlet blandt Julemærkemarchens 12.000 deltagere, som gik en symbolsk tur den første søndag i december til fordel for børnene på Julemærkehjemmene.
Greveparret af Rosenborg har været trofaste protektorer for Julemærkemarchen i størstedelen af de snart 50 år Julemærkemarchen har eksisteret.
Grevinde Sussie er desuden mangeårig ambassadør for Julemærkefonden.
På Julemærkehjemmene hjælpes børn, der mistrives, til en frisk start på livet.
Knap 1.000 børn får hvert år hjælp på et Julemærkehjem.
For mange af dem bliver opholdet på et Julemærkehjem starten på en ny og lysere hverdag med bedre fysisk, mental og social styrke.
Som sagt er årets donation den største, som Julemærkemarchens hidtil har kunnet overrække til Julemærkefonden siden begyndelsen i 1977.
Donationen i 2023 var på 1.260.000 kroner.