Har du lagt mærke til det? Så meget har ændret sig for Frederik og Marys børn
Der er sket en markant udvikling i kronprinsparrets livlige børneflok, efter at prins Christian, 16, i august flyttede hjemmefra og startede på Herlufsholm Skole.
Således har der efterfølgende tydeligvis været en omfordeling af rollerne, hvor prins Christians yngre søskende helt naturligt har fået en mere fremtrædende placering ved officielle begivenheder.
Samtidig er især prins Vincent og prinsesse Josephine trådt mere i karakter på hver deres måde.
På egen hånd
Allerede en måneds tid, efter at prins Christian startede på sin nye skole, kunne danskerne den 12. september opleve prinsesse Isabella, 14, sammen med sine ti-årige søskende, prins Vincent og prinsesse Josephine, på egen hånd og i selvsikker stil ved årets Royal Run.
Det var første gang, at de tre søskende løb Royal Run uden deres forældre og storebror Christian.
Her imponerede især prins Vincent alle ved overraskende at løbe endnu et løb, efter at han havde løbet sammen med sine søstre, som du kan læse om her:
Fulgtes til musical
I starten af oktober var det kongelige trekløver igen afsted uden deres storebror, da de sammen overværede Eventyrteatrets musical "Robin Hood" i Glassalen i Tivoli.
Kun fire dage efter Royal Run tog kronprinsesse Mary de kongelige tvillinger med til Danmarks VM-kvalifikationskamp i Parken, hvor de veloplagt heppede på landsholdet, der spillede sig til en sejr over Østrig.
Charmerende tvillinger
Senest har prins Vincent og prinsesse Josephine charmeret alle omkring sig ved årets Hubertusjagt i Dyrehaven nord for København søndag, hvor de var med til at uddele præmier til årets vindere og ellers bare hyggede sig i deres mors selskab.
Her kunne man også se, hvor selvstændig prinsesse Josephine er blevet på det seneste, idet hun denne gang selv stillede op til fotografering, da der skulle overrækkes en præmie til vinderen af ponyløbet, modsat i 2019, hvor mor stadig gjorde hende selskab.
I tæt kontakt
Prins Christian flyttede ind på kostafdelingen på Herlufsholm Skole i Næstved den 10. august og har nu travlt med gymnasiet og de mange nye venner, han er omgivet af.
Som storebror til tre mindre søskende har han altid været sød og omsorgsfuld og er helt sikkert i tæt kontakt med sin familie over de sociale medier og telefonen.