Hele kongefamilien deltager i Mærsks begravelse
Ikke blot dronning Margrethe og prins Henrik, men også kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt prins Joachim og prinsesse Marie vil deltage i Mærsk Mc-Kinney Møllers begravelse på lørdag kl. 15 i Holmens kirke.
Regentparret har i årevis været tætte venner med den aldrende skibsreder, og møder derfor naturligt op til hans begravelse. Men også de unge i familien har tætte bånd til Mærsk Mc-Kinney Møller.
Prins Joachim har således i to omgange arbejdet for A. P. Møller Gruppen, første gang i Hong Kong i 1993, da han mødte Alexandra Manley, som han senere blev gift med. Efter opholdet i Hong Kong fortsatte prins Joachim i samme firma i Paris.
Også kronprinsparret føler stor tilknytning til Mærsk Mc-Kinney, og selv om prinsesse Isabella samme dag fylder fem år og naturligvis skal fejres på dagen, har Frederik og Mary altså valgt også at gå til begravelsen i Holmens kirke.