25. aug. 2021
Af Marianne Singer

Helt særlig grund: Derfor kunne kronprinsesse Mary ikke undværes

Kronprinsesse Mary ved ankomsten til jubilæumsfejringen.
Kronprinsesse Mary ved ankomsten til jubilæumsfejringen.
Foto: Martin Høien
Der var en helt særlig grund til, at kronprinsesse Mary var æresgæst ved stor jubilæumsfejring tirsdag.

Med et strålende smil ankom kronprinsesse Mary tirsdag eftermiddag til Den Sociale Kapitalfonds 10-års jubilæumskonference i København.

Og her var hun en populær gæst med en helt særlig betydning for arrangementet.

https://imgix.billedbladet.dk/_mho4957_1.jpg
Kronprinsesse Mary og Mary Fondens direktør, Helle Østergaard, blev ved ankomsten modtaget af grundlæggeren af Den Sociale Kapitalfond, Lars Jannick Johansen, nummer to fra venstre, samt betyrelsesformand Peter Engberg Jensen og blomsterpigen Martha på 11 år.
Foto: Martin Høien

Kronprinsesse Mary inspirerede

Det var nemlig kronprinsesse Mary, der i sin tid inspirerede til grundlæggelsen af fonden, der investerer i virksomheder i Danmark, der gør en stor social forskel ved for eksempel at ansætte folk fra kanten af arbejdsmarkedet og hjælpe unge på vej med en læreplads, så de får en uddannelse.

Det gjorde hun i forbindelse med en tale, som hun holdt ved en stor iværksætterkonference på RUC i 2010 i sin egenskab som formand for Mary Fonden.

Her understregede hun vigtigheden af at "alle har ret til at høre til", samt hvordan socialt iværksætteri blandt andet drejer sig om "at professionalisere den gode vilje, så vi sammen kan hjælpe flere og gøre mere".

Fyldt sal

Sidenhen har Den Sociale Kapitalfond med Lars Jannick Johansen i spidsen arbejdet målrettet med at udvikle løsninger, som kan skabe nye muligheder for udsatte mennesker i samfundet på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

Ved jubilæumskonferencen deltog 280 inviterede, deriblandt samarbejdspartnere, investorer og de virksomheder, fonden investerer i.

Vigtige budskaber

Også denne gang holdt kronprinsesse Mary en stærk tale, hvor hun blandt andet roste fonden for deres store indsats gennem de sidste 10 år og forklarede, at også Mary Fonden har samme tilgang og benytter sig af samarbejde på tværs af organisationer og sektorer for at løse store samfundsmæssige udfordringer som social isolation.

Som et eksempel på godt samarbejde nævnte hun et af Mary Fondens nyeste projekter "Sammen uden vold", hvor man opsporer partnervold blandt familier, der venter sig.

- Sammen er vi ikke bare stærkere, vi har også langt større potentiale for at bringe vores samfund i en retning, hvor alle oplever, at de hører til.

Læs mere om: