24. apr. 2010
Af af BILLED-BLADET

Her er hele Frederiks tale til sin mor

Kronprins Frederik ankommer til festen, hvor han holdt sin flotte tale.
Kronprins Frederik ankommer til festen, hvor han holdt sin flotte tale.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Nu kan du læse hele kronprinsens succes-tale fra Margrethes flotte fødselsdagsfest på Fredensborg.

---

Kære Mor

Hvert år på sin fødselsdag føler man sig som et barn på selve dagen. I centrum, glad, spændt, 1 år ældre. Sådan føler jeg det selv - og jeg ved, at det gør du også. Du er ikke bange for at kalde dig selv for en "pige", og jeg ser pigens ungdommelighed og nysgerrighed i dig, det være sig på en spadseretur i naturen herhjemme, på Færøerne eller på en slædetur i Østgrønland - du er i det hele taget aldrig bange for at træde din egen vej, også når det betyder en afstikker fra den røde løber.

At have fulgt dig så længe som jeg kan huske tilbage, har været som at bevæge sig ind i et eventyr…. Det er langt fra forbi, men grundlæggende følte jeg mig ved historiens begyndelse - tryg. At være dit barn og din søn var i min spæde hukommelse - oplevelsen af at komme løbende ned gennem stuerne på Fredensborg for så at dreje til venstre i røde salon og så spurte gennem gule salon og ind i favnen på dig i dit arbejdsværelse.

Senere blev det til oplæsning af Ringenes herre, inden du spiste middag med papa. Hele 3 gange på 5 år nåede Joachim og jeg at blive draget ind i dette eventyrunivers - med drager og troldmænd, gode og onde, grimme og smukke, ære og hæder og meget mere i dette og mange andre eventyr. Du levendegjorde fantasien for os med udpluk fra scener i de spændende bøger, ved selv at tegne og male det på papir. Din kreativitet kom også Joachim og mig til gode, når vi som drenge skulle udklædes til fastelavn i skolen, når katten skulle slås af tønden. Du greb straks saks lim og papir, og kreerede effektivt et ridderkostume eller en djævledragt.

Du færdes hjemmevant og manøvrerer frit rundt mellem skuespillere, instruktører og scenefolk på de skrå brædder i forberedelserne til opsætning af diverse teater- og balletstykker.

Den kreativitet, som jeg som barn forbandt med fantasi og eventyr, har været spiren til dit kunstneriske virke, som du i dag er anerkendt og respekteret for. Jeg er stolt over at du - udover at være Hendes Majestæt Dronningen - også kan tituleres som kunstner.

Da jeg blev klar over, at jeg ikke blot var dit barn - men også dronningens søn, ændredes min forståelse af tingenes tilstand sig en smule. Realiteterne mellem din søn - den unge mand på den ene side - og kronprinsen på den anden side, satte skæbnen i relief.

Da var det lige som om, at jeg faldt ud af eventyret. Indtil da havde jeg altid kunnet søge tilflugt i denne verden, når virkeligheden bankede på. Jeg havde svært ved at se retfærdigheden i, at du ubesværet kunne veksle mellem to verdener, der på den ene side udgjorde virkelighedens verden, og på den anden side udgjorde den abstrakte verden, som du som kunstner også bevæger dig i.

Jeg søgte selv mine svar på tilværelsens øjeblik - i opbygning af livserfaring gennem udfordringer af både intellektuel og fysisk karakter. Din opbakning og interesse for mig så jeg for eksempel, når du stod og heppede på mig ved et stafetløb i skovene syd for Århus. Du støttede mig ved i den periode ikke at bryde ind i mine valg af veje. Du respekterede dem.

I de efterfølgende år var jeg en flygtig gæst i dit hjem, men når vi var sammen, og jeg fortalte om mine oplevelser, bl.a. som frømand - om spændende rejser - voksede forbindelsen mellem os i takt med din indlevelse i mine eventyr.

Pludselig genlød ordet "svigermor" i gangene - det var et ord, som jeg ikke havde overvejet glæden af.

Min glæde og lykke ved mit ægteskab med Mary startede et nyt kapitel i mit liv. Din interesse for din svigerdatter startede fra den første gang, I mødtes. Siden den dag har du altid været der for Mary - du skal vide, at hun sætter utrolig stor pris på den tillid, du viser hende, og alt det I har sammen. Og gudskelov for det, for hvem skulle kunne svare bedre på spørgsmål som for eksempel - hvor mange hattenåle der skal være i en bredskygget hat for, at den ikke blæser af ved et officielt arrangement i et land som Danmark, hvor det næsten altid blæser - dette eksempel blandt mange er en ikke uvæsentlig del af den interesse, du altid viser begge dine svigerdøtre.

Indirekte viser du mig, at du følger med i ikke bare min, men også Joachims tilværelser som ægtemænd.

Du følger min families og min udvikling med hjertelig interesse - jeg føler at vi har givet - og giver - inspiration til dig i dit daglige virke, og det er glædeligt, at du involverer dig i min generations udfordringer.

Det er inspirerende at lære af den erfaring, du har opbygget gennem dine mange år som landets statsoverhoved, at nyde godt af dine råd, som kun kan videregives fra dig til mig.

I dag søger vi råd hos hinanden, og vi nyder godt af hinandens syn på forskellige situationer, små som store, indenrigs såvel som udenrigs.

At rådføre sig med dig - og føle gavn og påskønnelse af sin egen rådgivning - glæder, og fornemmer jeg - gavner os begge. Jeg føler, at de vigtigste værktøjer før - som nu - har været: dialog, glæde og tillid.

Vi er i dag begge styrkede som mennesker såvel som i vores hverv.

Du har altid følt det som en udfordring at takle mindre børn. Men jeg synes, at mine børns reaktion indikerer det modsatte - de løber Papa og dig forventningsfuldt i møde på græsplænen, der adskiller hovedslottet fra Kancellihuset, når I kommer på besøg - og fortæller med barnlig iver om deres seneste bedrifter.

Jeg glæder mig til, at du også tager dem med på rejsen ind i Ringenes herre og de mange andre fantasifulde fortællinger, Joachim og jeg blev opslugt af, da vi var små for mere end 30 år siden.

Kære mor - det plejer at være ens forældre, der siger, at de er stolte af deres børn. Jeg ved, at din far, min morfar Kong Frederik IX, ville have gentaget: "Jeg er stolt af dig min pige". Men jeg står her i aften som din ældste søn - stolt af sin mor - og alt det hun har opnået indtil nu.

Kære mor, du fremstår som den mor, begge dine sønner husker fra deres egen ungdom - en smuk dronning - en gæv pige.

Tillykke.

-----

Læs mere om: