Herlig overraskelse ved Herlufsholm Kirke: Carina og Gustav til konfirmation
Prins Gustav og prinsesse Carina har taget turen fra Berleburg i Tyskland til det sydlige Sjælland i en helt særlig anledning.
Gustav og Carina deltager i en fin konfirmationsfest på Gavnø Slot hos vennerne baron Otto og baronesse Helle Reedtz-Thott.
Det er Helle og Ottos datter Eloise, som er dagens hovedperson, og prinsesse Carina er en af Eloises faddere.
Carina og Gustav overraskede ved kirken
Eloises konfirmation fandt sted i Herlufsholm Kirke, og det var for mange en herlig overraskelse, at prins Gustav og prinsesse Carina pludselig dukkede op i Danmark.
Berleburg-parret var veloplagte og stillede op til et par billeder i den friske vind inden den kirkelige højtidelighed.
Carina og Gustav har meget at glæde sig over i denne tid. for de skal snart være forældre.
Parret venter deres første barn, og den rugemor, der bærer deres barn, har termin i den tidlige del af sommeren.
For prinsesse Carina og prins Gustav var det en fornøjelse at være i Danmark til fest på Gavnø Slot på en dag med konfirmanden Eloise i centrum.