Herlig Royal Run-nyhed: Kronprins Frederik på hemmeligt besøg
Kronprins Frederik har været på besøg i et beskyttet værksted i Vejen, hor man samler Royal Run-medaljer.
Det var en nysgerrig kronprins, der i dag besøgte det beskyttede værksted Elmegade, der ligger i Vejen Kommune.
Kronprins Frederik aflagde besøg i diskretion
Besøget var ikke officielt annonceret på kongehusets kalender over officielle opgaver med deltagelse af medlemmer af kongehuset, så kronprinsen mødte beboerne i relativ fred og ro.
Værkstedet beskæftiger dagligt omkring 30 borgere, som på grund af nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevner eller sociale problemer ikke kan have et arbejde under normale vilkår på arbejdsmarkedet.
Flot ny medalje
Én af de opgaver, værkstedet i disse dage arbejder med, er at samle og pakke den nye Royal Run-medalje, og som frontløber for motionsfesten Royal Run, besøgte kronprinsen i dag værkstedet.
Kronprinsen fik blandt andet mulighed for at se, hvordan den nye medalje bliver samlet, og han spurgte ivrigt til arbejdet hos de udvalgte medarbejdere, der står for at samle de omkring 90.000 medaljer.
Kronprinsen vild med bæredygtig løsning
Kronprins Frederik har selv været med til at udvælge den flotte medalje, der skal hænges om halsen på de mange Royal Run-deltagere, efter de er nået i mål 2. pinsedag den 6. juni.
Valget faldt blandt andet på den helt særlige nye medalje, fordi den helt i tidens ånd er langt mere bæredygtigt produceret end tidligere års medaljer.