Herligt billede fra prins Christians fødselsdag! Badehotellet-stjerne skåler med kronprins Frederik
Søndag var en aften af de helt store – både for prins Christian og resten af den kongelige familie – men ikke mindst også for de flere hundrede unge danskere, der var inviteret med til prinsens 18-års fødselsdag.
Kongelige profiler fra ind- og udland strømmede til, men de sad ikke kun sammen med hinanden.
Bordplanen var nemlig lavet således, at de unge danskere blev blandet på kryds og tværs med både de kongelige gæster, hoffets ansatte og den kongelige families venner.
Således var der flere 18-årige, der fik lov at sidde til bords med for eksempel fødselaren og dronning Margrethe.
Ved kronprins Frederiks bord var der også flere unge gæster, og BILLED-BLADETs fotograf har fanget et herligt øjeblik, hvor han skåler med én af dem.
Overfor kronprins Frederik sad nemlig Sigurd Philip Dalgas, der blandt andet er kendt som Lauritz i niende sæson af ”Badehotellet”.
Den 18-årige skuespiller har desuden også spillet Lille Per i flere af de populære ”Far til fire”-film.