Herlufsholms bestyrelse træder tilbage
På et ekstraordinært møde lørdag har bestyrelsen for Herlufsholm Skole besluttet at træde tilbage.
Det fortæller Herlufsholm Skole i en pressemeddelelse lørdag aften.
- Det er i skolens interesse, at vi får ro om Herlufsholm. Arbejdet med at få valgt en ny bestyrelse, som skal sikre trivsel og en god skolegang for alle eleverne på skolen, er nu sat i værk. Vores medarbejdere fortjener også ro om deres dagligdag på skolen, skriver de i pressemeddelelsen.
I pressemeddelelsen står endvidere, at Herlufsholm i denne uge har modtaget et partshøringsudkast fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), som retter en hård kritik mod bestyrelsen og varsler en række sanktioner.
- Bestyrelsen er ikke enig i STUKs udkast til afgørelse og varslede sanktioner. Høringsskrivelsen vil blive besvaret af skolens ledelse og den nye bestyrelse. Bestyrelsen og skolens ledelse har valgt at offentliggøre partshøringsudkastet på skolens hjemmeside, skriver Herlufsholm i pressemeddelelsen.
Man kan se partshøringsudkastet HER.
Bestyrelsens medlemmer fratræder snarest, og bestyrelsen igangsætter med det samme en proces for sammensætning af en ny bestyrelse i henhold til fundatsen.
Bestyrelsesformand Torben Lowzow har desuden besluttet at indgive sin begæring om at blive fritaget for hvervet.
I bestyrelsen sidder bl.a. også Malou Skeel, der er nær ven af kronprinsparret.