Hun har været helt tæt på prins Joachim: Sådan er han at arbejde sammen med
I 2019 lærte danskerne en helt ny side af prins Joachim at kende, da han var vært i DR-programmet ”Prins Joachim fortæller”, og snart vender han tilbage i en ny produktion – nærmere bestemt en dokumentarfilm, hvor han går langs Hærvejen med forfatter Steffen Jacobsen.
Anna von Lowzow arbejdede tæt sammen med prins Joachim både dengang i 2019 og nu. Jesper Grand er instruktør på dokumentarfilmen, mens hun er executive producer.
Anna von Lowzow nyder hver gang, hun arbejder sammen med prinsen.
- Prins Joachim er vidunderlig. Han er som alle andre på sådan et hold. Han slæber også ting, fortalte Anna von Lowzow, da BILLED-BLADET mødte hende på den blå løber til prisuddelingen Isbjørnen.
Her satte hun også flere ord på samarbejdet og den ny dokumentarfilm. Holdet bag mødtes i maj sidste år og blev enige om, at vejret var godt, så filmen skulle optages i samme periode året efter – altså i 2024.
- Der er ikke så mange på Hærvejen på det tidspunkt. Vi har kunnet arbejde helt i fred og ro, og det har været rigtig fint. Vi filmede i 14 dage, sagde Anna von Lowzow og fortalte videre:
- Prins Joachim er meget bevidst om, hvad han kan og vil, men det er ikke bare lige. Han bor i Amerika og skulle tage ekstra ferie for at kunne komme hjem og gøre de her ting. Prinsesse Marie skulle være hjemme i Amerika og passe børn i 14 dage. Det skulle alt sammen flaske sig, men vi har været ekstremt heldige, og vejret var godt. Det regnede heldigvis en dag, for ellers tror man jo ikke, det er i Danmark, sagde hun med et smil.
Dokumentarfilmen varer 1 timer og 20 minutter og får efter planen premiere til foråret.