Hvad hed kong Frederiks morfar egentlig?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Jeg har undret mig over, at når man søger på dronning Margrethes far, Frederik 9., så kommer ofte følgende navne op: Christian Frederik Franz Michael Carl Valdemar Georg. Så tænker jeg: Hed han Christian som sin far? Eller hvorfor står dette navn først? Eller var det mere smart, at han brugte navnet Frederik, så han ikke hed det samme som sin far? Tak for en god brevkasse.
Med venlig hilsen
Tom K.
Kære Tom K.
Tak for spørgsmålet og roserne. Frederik 9.s fulde navn var, som du korrekt anfører, Christian Frederik Franz Michael Carl Valdemar Georg, men allerede fra barnsben blev han aldrig kaldt andet end Frederik. En konge bestemmer i øvrigt selv sit kongenavn, men Frederik 9. havde vist aldrig forestillet sig andet end det navn og nummer i kongerækken. Det ville også have været underligt på samme måde, som hvis Frederik 10., der rent faktisk hedder Frederik André Henrik Christian, havde valgt at kalde sig Christian 11. eller Henrik 1. Vores nye konge er jo aldrig blevet kaldt andet end Frederik. I Frederik 9.s tilfælde hører det med til historien, at navnet Frederik omkring år 1900 for den kongelige familie var i overensstemmelse med traditionen. For siden Christian 2.s tronbestigelse i 1513 havde en Frederik efterfulgt en Christian i kongerækken. Da daværende prins Frederik (9.) blev født i marts 1899, var hans oldefar, Christian 9., fortsat konge, og alle regnede med, at majestæten ville blive efterfulgt af sin ældste søn, kronprins Frederik (8.), og derefter af sit barnebarn, prins Christian (10.), dvs. Frederiks 9.s far. Det var derfor nærliggende at kalde den lille prins med de syv navne for Frederik – og det kom da også til gå som forventet med kongerækken. Det bør nævnes, at Frederik 9.s familie og venner anvendte hans kælenavn, Rico.
Venlige hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".