Hvem er personerne i baggrunden på prinsesse Benedikte og prins Richards bryllupsbillede?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Jeg har været inde på Kongehusets hjemmeside for at se, hvem der har bevaret deres protektioner. Her faldt jeg over et billede fra prinsesse Benediktes og prins Richards bryllup i 1968. Alle sidder ned, mens Frederik 9. holder tale. Bagerst står fire personer. To af disse herrer er i lys gallauniform, men hvad er det, de har på hovedet? Jeg mindes ikke at have set disse på yngre bryllupsbilleder af andre kongelige medlemmer.
Med venlig hilsen
N. Raun
Kære N. Raun
De fire herrer på billedet, der stod ved døren og væggen bagved hovedbordet i Kuppelsalen på Fredensborg Slot under det royale bryllup den 3. februar 1968, var to jægere og to løbere. En jæger, der i gallasammenhæng kan kendes på sin mørkegrønne jakke med sølvtresser, sølvknapper med rigsvåbenet samt epauletter med sølvkantille og majestætens monogram i guldbroderi, er ansat som hoffunktionær som personlig tjener for den regerende majestæt og som daglig arbejdsleder for det hold af lakajer og løbere, som betjener de kongelige i hverdagen. En løber, der ved galla bærer rød kjolefrakke prydet med sølvbånd, gule knæbukser og hvide strømper, er personlig tjener for den regerende majestæts ægtefælle og har bl.a. til opgave at opvarte denne ved f.eks. gallamiddage. En løber råder ligesom en jæger over forskellige uniformer, men til galla bruges den mest fornemme. En løber bar tidligere en rundpuldet hue med sølvemblem og blomsterbuket, men den blev afskaffet efter Frederik 9.s død i 1972. Derfor ses den på prinsesse Benediktes og prins Richards bryllupsbilleder, men ikke på nyere billeder. Løberuniformens gule og røde farver refererer i øvrigt til den gamle oldenborgske fyrsteslægts farver, det dynasti, som var Danmarks kongeslægt i perioden 1448-1863, og som den (nuværende) glücksborgske er en sidelinje til. Den gule og røde farve ses f.eks. også i midten af Kongevåbenet eller Det Store Rigsvåben, som det også kaldes. Herunder ses en løberuniform udstillet på Amalienborgmuseet i 2008, hvor den karakteristiske hue også ses.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper
(artiklen fortsætter under billederne)
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".