6. apr. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Hvorfor har prinsesse Josephine skiftet skole?

Kronprins Christian, prinsesse Josephine og prinsesse Isabella
Kronprins Christian, prinsesse Josephine og prinsesse Isabella
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Hvad er grunden til, at prinsesse Josephine har skiftet skole og ikke længere går på den samme som prins Vincent? Jeg håber ikke, at jeg er indiskret? Jeg vil gerne være anonym.
Med venlig hilsen
En nysgerrig læser

Kære nysgerrige læser
Tidligere gik prins Vincent og prinsesse Josephine på Tranegårdskolen i Hellerup, men sidste sommer meddelte hoffet, at prinsessen skiftede til Kildegård Privatskole. Her går hun nu i 6. klasse, mens prins Vincent fortsat har sin skolegang på Tranegårdskolen. Kongehuset har ikke givet en forklaring på skoleskiftet, men det kan jo handle om alt lige fra trivsel, faglige udfordringer, skole-hjem-samarbejde til praktik i hverdagen. Det sidste har nok ikke været den primære årsag, da de to skoler ligger tre kilometer fra hinanden. Men vi bør ikke spekulere mere i bevæggrundene, som kun familien, dens nærmeste rådgivere og relevante personer på skolerne kender. Prinsesse Josephine er et barn og har som alle andre børn brug for og krav på at blive beskyttet. Desuden hører spørgsmålet efter min mening under privatlivets fred. Som jeg tidligere har skrevet i disse spalter, kan de kongeliges liv med en vis ret siges at være opdelt i tre sfærer: Et offentligt liv, et offentligt privatliv og et privat privatliv. Det offentlige liv knytter sig til deres repræsentative funktioner. Det offentlige privatliv omfatter alt det, den kongelige familie vælger at dele med offentligheden. Og så har de altså også et privat privatliv, og til dette hører de mindreårige prinser og prinsessers skolegang. Det må og skal vi andre respektere på samme måde, som andre familiers privatliv skal.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: