I dag bliver han indsat som præsident igen: Sådan reagerede kongehuset sidst på Donald Trump
Ved en ceremoni i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., bliver Donald Trump senere mandag taget i ed som USA's 47. præsident.
Det fremkalder måske minder hos nogle om sidste gang, han var præsident og aflyste et statsbesøg i Danmark, der skulle have fundet sted den 2. og 3. september 2019.
Det var kommunikationschef Lene Balleby, der bekræftede, at kongehuset havde fået besked om, at den daværende amerikanske præsidents besøg ikke blev til noget.
- Det var en overraskelse – mere har vi ikke at sige om den sag, lød hendes kortfattede besked, ifølge DR.
Aflysningen kom efter, at Danmark havde afvist at sælge Grønland.
- Danmark er et meget særligt land med en fantastisk befolkning, men på baggrund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland, vil jeg udsætte vores møde, der er planlagt til om to uger, til et andet tidspunkt, skrev Donald Trump dengang på Twitter.
Kongehuset meddelte kort efter, at dronning Margrethe ville genoptage et ellers aflyst programpunkt efter den amerikanske præsident Donald Trumps aflysning - den tidligere planlagte offentlige audiens på Christiansborg mandag den 2. september.
Allerede dagen efter var dronning Margrethe på farten igen på et officielt besøg i Slesvig-Holsten fra den 3. - 6. september.