I dag sker det: Dronning Margrethe tager stort personligt skridt
Dronning Margrethe virker til på alle måder at være ved godt efter sit voldsomme fald ned ad en af Fredensborg Slots trapper i september.
Et fald, der førte til en støttende halskrave og en skinne på den ene arm samt en sygemelding.
Overraskede alle
Allerede en måneds tid efter, tirsdag den 8. oktober, dukkede hun overraskende op på Amalienborg for at hilse på den nye islandske præsident, Halla Tómasdóttir, og hendes mand Björn Skúlason.
Dermed viste hun, at hun stadig er mobil efter faldet.
Stort interview
Kort efter faldet gav hun også et stort interview til Kristeligt Dagblad i anledning af, at hun i slutningen af november modtager Kristeligt Dagblads Pris.
I interviewet, der er hendes første siden tronskiftet, fortæller hun, at hun overordnet har det godt.
Første opgave
Tirsdag eftermiddag kan danskerne så glæde sig over at se dronning Margrethe på sin første kongelige opgave efter faldet i september, hvor hun overrækker Ebbe Muncks hæderspris i fornemme omgivelser i Fløjlsgemakket på Christiansborg slot.
En opgave, der helt sikkert står hendes hjerte nært.
Ebbe Muncks Hæderspris tildeles i år Margrethe Vestager, som "gennem de seneste ti år har været en fremragende repræsentant for Danmark som kommissær og førende viceformand for EU-kommissionen.", lyder det blandt andet i pressemeddelelsen.
Ebbe Muncks Hæderspris blev indstiftet i 1975 og tildeles personer, der arbejder inden for eller har gjort sig fortjent på områder, som havde journalisten, modstandsmanden, diplomaten og hofchefen Ebbe Muncks særlige interesse, herunder ekspeditionsområdet og udforskning af Grønland, danske virke i udlandet, oplysning om Danmarks frihedskamp og journalistik og andre områder i tilknytning til disse.