Internationale medier varmer op til Christians 18-års fødselsdag: Håber på at se prinsesse Maria Chiara
Prins Christian fylder snart 18 år, og det bliver fejret med manér i København.
Der er stor interesse fra internationale medier for, hvem der kommer til prins Christians fest på Christiansborg Slot om aftenen søndag den 15. oktober.
I engelsk, tysk og fransk samt svensk og norsk presse nævnes blandt andre Sveriges prinsesse Estelle og Norges prinsesse Ingrid Alexandra som royale gæster, og der er også begejstring at spore over, at prins Joachim og prinsesse Marie tager turen fra USA til København for at deltage i festen, som også grev Felix deltager i.
Håber at se prinsesse Maria Chiara
Der udtrykkes fra medier som britiske Hello Magazine desuden et håb om at se italienske prinsesse Maria Chiara de Bourbon des Deux Siciles, der har tiltrukket sig en del opmærksomhed de senere måneder.
Prinsesse Maria Chiara er en god ven af Danmarks prins Christian, og det lægger hun ikke skjul på.
Venskabet mellem Maria Chiara og Christian har vakt stor opsigt i udenlandske medier.
Den italienske prinsesse Maria Chiara de Bourbon des Deux Siciles, 18 år, og Danmarks prins Christian, som fylder 18 den 15. oktober, vakte første gang opsigt sammen, da de i selskab med flere fælles venner var til Formel 1-grandprix i Monaco 28. maj.
Siden har mange funderet over, om Maria Chiara og Christian var mere end venner, men det er de ikke – de er bare rigtig gode venner og har kendt hinanden, siden de var små.