Joachim og Marie: Støtten betyder meget
De seneste dages tumultariske begivenheder og dét chok prins Joachim og ikke mindst prinsesse Marie, har gennemlevet, efter at prins Joachim fredag blev hasteindlagt og opereret for en blodprop i hjernen, er næsten umenneskeligt.
Men nu er det lægernes vurdering, at prinsen ikke får varige mén eller fysiske følger af blodproppen.
Mange danskere har tilkendegivet deres støtte og sympati overfor familiens svære situation, og det er ikke gået ubemærket hen hos prins Joachim og prinsesse Marie.
For samtidig med Kongehusets meddelelse om, at prins Joachim er i bedring sender prinseparret en varm hilsen til alle, der siden prinsens indlæggelse, har sendt dem gode tanker og varmende støtte i den svære tid.
- Prins Joachim og prinsesse Marie vil gerne takke for støtten og de mange varme hilsner, som de har modtaget de seneste dage. Dette betyder meget, står der i meddelelsen fra kongehuset.