Kørte med fra slottet: Kronprinsesse Victoria og prins Daniel fulgte kong Frederik og dronning Mary i lufthavnen
Statsbesøget i Sverige er slut, og kong Frederik og dronning Mary har netop taget afsked med den svenske kongefamilie.
Det skete ved en officiel afsked på Det Kongelige Slot, hvor kong Carl Gustaf og familien vinkede farvel, da de sorte biler med kongeparret trillede ud af slotspladsen. Det var dog ikke alle fra familien, der stod tilbage og vinkede farvel.
Det vakte undren, da kronprinsesse Victoria og prins Daniel pludselig ikke var til at se. De havde ellers stået der, da kong Frederik og dronning Mary satte sig ind i bilen.
Nu viser det sig, at det kongelige forsvindingsnummer skyldtes, at kronprinsesse Victoria og prins Daniel også havde sat sig ind i bilerne for at følge kongeparret i lufthavnen.
Det kan BILLED-BLADETs fotograf Hanne Juul, som var til stede ved slottet, berette.
Kronprinsesseparret og kongeparret kørte i to biler. Mens kong Frederik og kronprinsesse Victoria kørte sammen, havde dronning Mary selskab af prins Daniel i den anden bil.