Kom med på kongelig karettur: Her er ruten for dronning Margrethes tur gennem København
I weekenden genoptager dronning Margrethe sin jubilæumsfejring, når hun lørdag modtages på Københavns Rådhus til fejring og officiel frokost.
Inden da kører majestæten fra Amalienborg gennem Københavns gader i karet, og allerede nu kan man komme med på den kongelige karettur.
Det kan man på kongehusets Instagram, hvor de med en kort video fører én gennem ruten.
Arrangementet på Rådhuset i anledningen af dronningens 50-års regeringsjubilæum skulle have fundet sted den 10. september, men blev udsat grundet dronning Elizabeths død.
Den britiske dronning gik bort få dage før den store fejring af Danmarks dronning. Derfor valgte dronning Margrethe at nedskalere festlighederne.
Den kongelige familie vil deltage i fejringen på Københavns Rådhus, hvor dronningen også vil vise sig på balkonen inden frokosten.
Dronningens karettur fra Amalienborg til Københavns Rådhus begynder lørdag kl. 12.35.