
Kommentar fra royal fan fik prinsesse Isabella til at reagere: Ej, hvor sjovt!

Prinsesse Isabella virkede til at være i sit es, da hun fredag eftermiddag ankom til Aarhus Rådhus.
Hun trådte naturligt frem i spotlyset og gik hurtigt hen for at hilse på nogle af de mange royale fans, der havde taget opstilling for at få et glimt af den kongelige familie – og ikke mindst dagens hovedperson.

Der blev sagt tillykke og viftet med flag, og prinsesse Isabella nåede at trykke mange hænder.
Hun nåede også kort at snakke med nogle af de mange fremmødte, og på en video, som Se og Hør har delt, kan man se og høre en pige, der trykker hånd med Isabella, og som fortæller, at hun også hedder Isabella.

”Ej, hvor sjovt!” svarer prinsessen tilbage, alt mens hun takkede sin navnesøster for at være mødt op på dagen.
Fredag blev der taget hul på prinsesse Isabellas 18-års fødselsdagsfejring, og tirsdag fortsætter festlighederne i København, hvor der er festforestilling på Det Kongelige Teater.

