Kommer vidt omkring: Prinsesse Benediktes rejse til Malaysia har gjort stort indtryk
For prinsesse Benedikte var 2023 fyldt med arrangementer og tilstedeværelser i forbindelse med prinsessens mærkesager.
Det er der fokus på i kongehusets friske årsrapport.
Ligesom tidligere år var blandt andet vilkårene for personer, som lever med et handicap eller en kronisk sygdom, spejderbevægelsen samt ridesportens verden omdrejningspunktet for prinsesse Benediktes engagement.
Prinsesse Benedikte til spejdermøde langt væk
Prinsesse Benedikte har i årtier været engageret i arbejdet med spejderbevægelsen, og 2023 var ingen undtagelse.
I den forbindelse var prinsessen på et særligt arbejdsophold i Malaysia, og dette fremhæves i den royale årsrapport med følgende linjer:
”I oktober deltog Prinsessen i Olave Baden-Powell Society's bestyrelsesmøde og årlige konference i Kuala Lumpur i Malaysia. Prinsessen er protektor for Olave Baden-Powell Society, som støtter foreningen World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS), der er en global frivillig forening for pigespejdere.”