6. okt. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Kong Frederik dropper hilsen til Konservative: Derfor vækker det undren

Kong Frederik og dronning Mary
Kong Frederik og dronning Mary
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Jeg har lige læst i B.T., at kongehuset dropper at sende en hilsen til Det Konservative Folkeparti ved dets landsmøde. Jeg kan ikke forstå, hvorfor kongehuset har gjort dette tidligere, da det jo ikke må blande sig i politik. Hvad skyldes det, at kongehuset har gjort det tidligere?
Med venlig hilsen
Kim Holm

Kære Kim Holm
Jeg synes, spørgsmålet afhænger af, hvad der har stået i korrespondancen mellem kongehuset og Det Konservative Folkeparti – både den aktuelle og tidligere. Jeg kan dog ikke forestille mig, at indholdet på nogen måde har kunnet tolkes politisk, for danske regenter har konsekvent overholdt det konstitutionelle monarkis spilleregler siden Påskekrisen i 1920. Jeg er selv medlem af en orden, som i mange år har haft den tradition at sende en nytårshilsen til dronning Margrethe med ønsket om alt godt for majestæten og hendes familie. Hvert år har dronningen sendt det samme, neutrale og ufarlige standardsvar, som er blevet oplæst ved ordenens nytårsfest: "Mange tak for den venlige hilsen. Margrethe R." Der har med andre ord altid været tale om en udveksling af høflighedsfraser, og hvis det også har været tilfældet med kongehusets og Det Konservative Folkepartis korrespondance i forbindelse med landsmødet, forstår jeg ikke, hvorfor den tradition ikke kan fortsætte. Så længe majestæten svarer lignende henvendelser fra f.eks. Enhedslisten Socialdemokratiet og Liberal Alliance ens (og lige så neutralt), er der vel ikke nogen, der kan finde på at anklage kongehuset for at optræde politisk på den måde. Så i den aktuelle sag med Det Konservative Folkeparti undrede jeg mig ærlig talt mest over, at kong Frederik tilsyneladende har valgt at droppe almindelig høflighed, for i min verden siger man altid tak, når man modtager noget. Hvad nu, hvis partiet havde sendt ham en buket blomster? Ville det heller ikke have medført en almindelig, neutral og høflig tak? Men der kan selvsagt ligge forskellige overvejelser bag det udeladte svar fra monarken, som jeg ikke kender til, ligesom jeg som nævnt ikke er bekendt med indholdet af korrespondancen mellem kongehuset og Det Konservative Folkeparti – hverken den aktuelle eller tidligere.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: