Kong Frederik viser sin klasse: Overlader scenen til Danmarks sejeste søkrigere
I forbindelse med Danske Rederiers Årsdag overrakte kong Frederik Søfartsprisen 2024 til Søværnet og besætningen på fregatten Iver Huitfeldt for deres indsats under missionen i Det Røde Hav.
Forud for prisoverrækkelsen holdt Hans Majestæt en tale, og da den var afleveret med appel, viste kongen sin klasse og overlod scenen i Terminal 1 på Ocean Kaj i København til Danmarks sejeste søkrigere.
Frederik vild med de danske søkrigere
Netop ordet ”søkriger” blev flere gange brugt om kvinder og mænd fra den stærke besætning, der har ydet en kæmpe indsats under vanskelige forhold.
Søfarende og handelsskibe, der benytter søvejen mellem Det Røde Hav og Middelhavet, kunne med blandt andre den danske fregat Iver Huitfeldts beskyttelse opretholde sejladsen, da Søværnets fregat tidligere på året var udsendt til området for at sikre den frie skibstrafik.
Brancheforeningen Danske Rederier holder hvert år en årsdag, hvor danske rederier og andre interessenter og maritime samarbejdspartnere er inviteret.
Årsdagen fokuserer på skibsfartens fremtidige udfordringer og muligheder, og for kong Frederik var det en kæmpe glæde at være i en af de bærende roller i dette års udgave af prisfesten.