Kong Harald er indlagt: Dette er endnu uvist
Mandag oplyste det norske kongehus, at kong Harald er sygemeldt og indlagt med en infektion.
Nyheden om den 85-årige monarks indlæggelse kommer kort før jul og nytåret, og det er endnu uvist, hvorvidt kongen kan varetage de kongelige opgaver, der er planlagt i forbindelse med højtiderne.
Ifølge kongehuset kommunikationschef er det endnu ikke afgjort, hvorvidt kong Harald holder årets nytårstale.
– Når vi nærmer os nytårsaften, bliver det afgjort, hvem der skal holde nytårstalen i år. Vi deler normalt ikke detaljer om talen før nytårsaften, og der er planer om forskellige muligheder, udtaler kommunikationschef Guri Varp til NRK.
Kong Harald behandles på Rikshospitalet i Oslo. Mens kongen er indlagt, har kronprins Haakon overtaget de kongelige opgaver som kronprinsregent.