3. sep. 2024
Af Lene Skriver Bak

Kongehusekspert: Godt set at sende privatsekretæren med Christian

Kronprins Christian. Indsat: Morten Roland Hansen.
Kronprins Christian. Indsat: Morten Roland Hansen.
Foto: Kongehuset og Hanne Juul
Kronprins Christian havde selskab af kongens privatsekretær, Morten Roland Hansen, under PL, og det er godt set at sende ham med, mener kongehusekspert.

Kronprins Christian havde "lånt" sin far, kong Frederiks, privatsekretær, da han udførte sin første soloopgave i udlandet.

Og netop dét er godt tænkt af, mener BILLED-BLADETs kongehusekspert, Ulrik Ulriksen.

– Det er godt set af kong Frederik at sende sin erfarne privatsekretær med kronprinsen til Paris. Frederik ved, hvor vigtigt det er at have en god mand ved sin side til store begivenheder, påpeger Ulrik Ulriksen og fortsætter:

– Det er en vildt vigtig dag for kronprins Christian i Paris, hvor han har gjort sig godt bemærket som en markant støtte til de danske atleter ved De Paralympiske Lege. Det er også en stor dag for hele kongefamilien og kongehuset, for det er første gang, at Christian sådan for alvor er i ilden på en officiel soloopgave i udlandet.

At Morten Roland Hansen var rejst med kronprinsen til Paris, understreger kun betydningen af opgaven og viser samtidig, at det var en stor opgave, kronprinsen havde givet sig i kast med.

– At det er en opgave af en vis kaliber og med en stor betydning for kongehuset, kan man se ved, at kongehuset har sendt kong Frederiks privatsekretær Morten Roland Hansen med som en rutineret wing man. Dermed har Christian hele tiden en, han kan læne sig op ad, hvis det bliver nødvendigt, forklarer Ulrik Ulriksen.

Valget af kongens privatsekretær som rejsemakker for kronprins Christian har uden tvivl været velovervejet og gennemtænkt, mener Ulrik Ulriksen.

– Kong Frederik har haft Morten Roland Hansen ved sin side i mange år, og privatsekretæren kender kronprins Christian særdeles godt. Dermed har Christian på opgaven i Paris kunnet føle sig 100 procent tryg med Morten Roland tæt på hele tiden.

Kronprins Christian gjorde god figur i Paris, hvor han både heppede på lægterne og besøgte atleterne i Den Paralympiske Landsby.

Efter den lange dag understregede han overfor DR, at det havde været en god oplevelse.

Læs mere om: