
Kongehuset afslører det allerede nu: Prinsesse Isabella får sød "fødselsdagsgave"

Det var noget af en royal overraskelse, der dukkede op torsdag eftermiddag, idet kongehuset pludselig offentliggjorde, hvordan prinsesse Isabella skal fejres i forbindelse med sin 18-års fødselsdag.
Der er lagt op til et brag af en fest for den royale teenager – først i Aarhus og nogle dage senere i København.

Fejringen i Aarhus finder sted den 11. april, og selv om der på det tidspunkt går endnu 10 dage, før hun rent faktisk fylder 18 år, venter der hende en sød ”fødselsdagsgave”. Det fremgår at planen for fejringen.
”Unge, aarhusianske designere præsenterer et modeshow med fokus på bæredygtighed og fremtidige materialer, upcoming musikere underholder på scenen, elitedansere under uddannelse laver opvisning og studerende fra erhvervsuddannelserne byder på fødselsdagskage”, skriver kongehuset blandt andet om planerne den 11. april.
Den anden del af prinsesse Isabellas fejring finder sted tirsdag den 15. april. Her vil både hovedpersonen og den kongelige familie være til stede ved en fødselsdagsforestilling på Det Kongelige Teater Gamle Scene.
