Kongehuset bekræfter: Derfor lader dronningen kronprins Frederik tage over fra i dag
Ifølge en helt frisk opdatering af kongehusets kalender over officielle programpunkter og opgaver er kronprins Frederik allerede fra i dag og til og med den 25. februar regent.
Kongehuset bekræfter nu overfor BILLED-BLADET, at kronprinsen i dag og til og med lørdag er regent, fordi dronningen som følge af sine rygproblemer og morgendagens planlagte operation samt den efterfølgende periode med hvile, vil være forhindret i at udføre sit normale arbejde.
Hvad der sker fra den 26. februar og i dagene derefter er endnu uvist.
Dronning Margrethe får hjælp af Frederik og familien
Dronningen forløb efter operationen vil afgøre, hvornår Majestæten er tilbage på jobbet.
Når dronning Margrethe som regerende monark er forhindret i at udføre sine opgaver som statsoverhoved, indsættes en stedfortræder.
I øjeblikket er kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Benedikte på listen over de udvalgte kongelige, der kan træde til for dronningen.
Mens Frederik som tronfølger kaldes regent, når han indtræder i rollen, så kaldes Joachim, Mary og Benedikte rigsforstander.