28. maj. 2024
Af Sofie Nymand

Kongehuset bekræfter: Det stoppede abrupt, da Frederik blev konge

Kong Frederik og dronning Mary
Kong Frederik og dronning Mary
Foto: Hanne Juul
Kort efter tronskiftet stoppede kongehuset med at fremsende ordener og medaljer. Men det er der en enkel årsag til, oplyser kongehuset, der samtidig har godt nyt.

Hvis man fra tid til anden besøger kongehusets hjemmeside, vil man opdage, at man kan følge med i, hvem majestæten tildeler landets mest fornemme ordener og medaljer.

Men i februar skete der noget. Pludselig stoppede kongehuset med at opdatere listen over modtagerne, og rækken af navne med fortjenstmedaljer, ridderkors og elefantordener udeblev.

Til BILLED-BLADET bekræfter kongehuset, at listen ikke er blevet opdateret siden tiden omkring tronskiftet. Men det er der en årsag til.

Kong Frederik, som er ordensherre, har nemlig ikke sine ”egne” ordener og medaljer, og man har derfor skulle producere nye med kongens monogram og portræt.

”Der tildeles fortsat dekorationer efter tronskiftet, men det er først blevet muligt at fremsende dem til modtagerne nu, hvor processen med udvikling og produktion af nye ordener og medaljer med Kongens monogram og portræt er afsluttet,” oplyser Kongehusets Kommunikationsafdeling til BILLED-BLADET.

Helt konkret betyder det, at kong Frederik som ordensherre har kunne udnævne og tildele de kongelige dekorationer, men at ordenskapitlet ikke har kunne sende dem fysisk til modtagerne.

Listen over modtagere opdateres først, når ”sagen” er afsluttet, og det er den først, når de har modtaget en orden eller medaljer.

Heldigvis er der godt nyt. Som kongehuset oplyser, er de første dekorationer med kongens monogram og portræt nu på vej til modtagerne. Så der går nok ikke længe, før kongen kan tage imod de første i audiens, som bærer hans portræt og navnetræk.

I forbindelse med sin fødselsdag i søndags, valgte kong Frederik at tildele Mary Storkommandørkorset. Og her så vi, hvordan den orden, som tidligere har tilhørt prins Henrik, havde været igennem en restaurering, så det nu er kong Frederiks monogram, der pryder.

Læs mere om: