Kongehuset indfører ny pompøs tradition: Til ære for dronning Margrethe
Dronning Margrethe kunne glæde sig over et fantastisk syn, da hun onsdag eftermiddag officielt gik i land fra Kongeskibet Dannebrog ved Nordre Toldbod i København.
Efter at være blevet sejlet i land med den kongelige chalup og modtaget af Københavns Havns repræsentanter på den røde løber stod Gardehusarregimentets Hesteskadron klar til at give Hendes Majestæt en flot og pompøs velkomst.
Første gang Gardehusarregimentets Hesteskadron bød dronningen velkommen ved den officielle ilandstigning i Københavns Havn var i 2021.
I 2022 var de ikke tilstede, fordi dronningen det år efter ilandstigningen besøgte By & Havns særudstilling.
Med hesteskadronens tilstedeværelse onsdag ser det ud til, at kongehuset har indført en ny spændende tradition i forbindelse med afslutningen på Kongeskibet Dannebrogs sæson.
I forvejen var der masser af pomp og pragt under dagens opgave.
Ved afsejlingen fra Dannebrog blev majestæten således hilst af både en 27-skuds salut fra batteriet Sixtus og af hurraråb fra kongeskibets besætning.
På tur til Sverige
Sejladsen med det nuværende kongeskib blev taget i brug i maj 1932 og kunne således fejre 90-års jubilæum sidste år.
Det er kun få dage siden, at kongeskibet lå ved Skeppsbron-kajen i Stockholm, hvor dronningen, dronning Anne-Marie og kronprinsparret havde base under kong Carl Gustafs 50-års regeringsjubilæumsfejring.
Årets sejlsæson har blandt andet ført Kongeskibet Dannebrog og Majestæten til kajs i Rønne, Aarhus, Kolding, Sønderborg, Vordingborg, Fredericia og Randers.
Hesteskadronen ved Gardehusarregimentet er en særlig enhed, hvis primære opgave er at stille beredne eskorter og kommandoer til rådighed for regenten.
Hesteskadronens historie, traditioner og uniformer kan føres tilbage i en direkte linie til Husarregimentet, som kong Frederik V oprettede 10. februar 1762.
I dag ses eskadronen ved festlige begivenheder som f.eks. nytårskur, udenlandske statsbesøg, ambassadørmodtagelser og andre festlige begivenheder i kongehuset.