Kongehuset løfter sløret: Disse detaljer var vigtige i planlægningen af prins Christians 18-års fødselsdag
Den 15. oktober i år fyldte prins Christian 18 år, og dronning Margrethe var derfor vært ved et storslået gallataffel på Christiansborg Slot.
Forud for en festaften af den kaliber går naturligvis et stort planlægningsarbejde, men nu afslører Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby en række detaljer, der ligeledes var vigtige i planlægningen af prinsens fødselsdag.
Det skriver Journalisten, der for nylig udkom med et stort portræt af kommunikationschefen.
Mediet skriver blandt andet, at kongehusets kommunikationsafdeling er nede i alle detaljerne omkring arrangementet.
– Jeg skal også lige sikre mig, at gæsterne ikke bliver filmet, når de går op ad den meget lange, stejle trappe i deres fine kjoler. Og så skal talerstolen ikke stå op ad en væg – det bliver helt dødt at se på på billederne, forklarer Lene Balleby til mediet.
Det var nemlig detaljer af den karakter, der lå på Lene Balleby og resten af kommunikationsafdelingens bord forud for prins Christians 18-års fødselsdag.
De skulle blandt andet sikre placeringen af presse og fotografer, ligesom det var deres ansvar at sikre, at DR's kran med kamera ikke var placeret så gardehusarernes heste blev urolige.
Lene Balleby sørgede desuden for, at blomsterne på bordene ikke var så høje, at de var til gene for den gode samtale, således det var muligt for fotograferne at få gode interaktionsbilleder i kassen.
Man havde til prins Christians 18-års fødselsdag valgt at invitere den nærmeste familie, en række royale gæster samt unge 18-årige fra landets kommuner og personligheder fra sporten og kulturens verden.
Det udviklede sig til en storslået fest, hvor det bestemt lykkedes musiker Benjamin Hav at sætte gang i dansegulvet.
Du kan læse hele artiklen her.